Preben

Preben fanger verden, Preben giver verden.
Uendelig række af valmuer forsvinder mod horisonten, røde punkter, valmuer vokser sig frem mod dig, og du mærker, at det næste røde punkt er dit hjerte.

Han ser mange ting ikke alle ser.
Han ser duen, der drikker af hundens mund.
Måger, der snakker sammen. Mennesker. Detaljer omkring de mennesker. Solbrillerne.
Stigens lille sko. Detaljer, der siger alt om lige netop det menneske og om lige netop os alle sammen.
Ensomhed, overflade, lykke.

Preben går ud i verden. Preben går ind i verden.
Side efter side vendt i sene nattetimer, tanke for tanke for tanke, der leder til en ny bog, et nyt opslag.
Preben er sikh uden turban, for sikh betyder studerende i livet.
Og ordene findes også i ham, når de kommer i erindringsglimt så fint fornemmede.

Preben kører ud i verden med sin Irmgard, sin bas-Viola, sin Suleima, de kører ud og møder mennesker med hjertet forrest, og det giver venskaber på mange sprog.
Og det giver billeder fra verdens mange kroge af skønhed.
Bjergets ro og en kop kaffe. Sort sol og forundring.

Preben er i verden.
Verden er i ham. Så mange rejser i mange år.
Nysgerrigheden driver værket. Åbenheden. Men verden er også Holstebro.
Holstebros mennesker, der nyder godt af Prebens store hjerte.
Fotografering, computer, hjertesorger. Alle får hjælp med alt. Det er skønhed.

Skrevet af: Tina Sakura Bestle