Rejsebreve

Mit første rejsebrev bliver fra Prag, som vi besøger i foråret 2005.

Byen med de hundrede tårne og Den Gyldne Stad.
Prags skønhed har givet anledning til mange tilnavne.

Prags beliggenhed kunne ikke være smukkere.

Byen er bygget på nogle klippefremspring over floden Moldau, og hvad naturen har skænket, har mennesker gjort endnu smukkere ved at krone højderne med skønne kirker og slotte, skråninger med terrassehaver og stejle gader og trapper.

Gennem århundreder har Prag betaget besøgende med en stemning, der på en gang er fuld af nostalgi og dynamik.
De brolagte gader sætter fantasien i gang, og pludselig er man tilbage i en helt anden tidsalder – til dengang Karl den IV. regerede og Tycho Brahe kiggede stjerner.