Irmgard

Irmgard betyder at dyrke sin have… og tag ikke fejl af dette elektroniske udtryk.

Hun er ved grænseposten til lykkelig, når solen giver indtørrede vintermennesker lov til at vove sig ud og plante nyt og pusle om grønlingerne i haven –hun er der ikke kun med rumpen i vejret og fingrene i jorden,men ligeså gerne med rumpen i luksussolmøbel: Irmgard ’slikker’ ikke sol, hun suger sol.

Og både den varme sol og den sorte muld kommer ud igen, når hun sætter fingrene om penslen:
hun vil gerne ramme strejfene ind og således myldrer figurer frem, hvem kom først hønen eller tyren?

Og myldret følger hende lige meget hvor ihærdigt hun ellers fristes af det enkle liv:
små papirsøjeblikke af mennesker, udefineret dimsegalleri og en halv strand.

Og en halv skov med sorte rækker af tegn om mennesker, skygger og myter, som hun modigt forsøger at tyde,
velvidende at denne viden åbner nye sprækker af uvelvidenhed.

Og den tanke kaster den skønne Irmgard rystende af sig i fejende suleima-dans til en musik med fremmede ord,men hvis man lytter godt efter siger de ’dans og dyrk din have’…

Skrevet af: Tina Sakura Bestle